Har du en Facebook-gruppe, du gerne vil have endnu flere medlemmer i? Sådan skaber du opmærksomhed om din Facebook-gruppe ved hjælp af Facebook – og Instagram-annoncering.
Markedsføring i Facebook-grupper vinder for alvor frem i disse tider og erstatter på mange måder markedsføring via Facebook-sider (pages) grundet det efterhånden meget lave organiske reach. Nøgleordene i Facebook-grupper (vs. Facebook-sider) er fællesskab og øget synlighed – og dermed øget salg. Og det vil vi rigtig gerne have!
Men hvis du har en Facebook-gruppe, har du sikkert også allerede opdaget, at du ikke kan annoncere via Facebook for din gruppe. Du må ikke linke direkte til Facebook i dine annoncer – dette gælder også, selvom du har lavet en redirected URL til din gruppe. Det virkede i gamle dage, men det hack fungerer ikke længere 😉
Heldigvis er der andre måder, du kan gøre det på.
Vi har samlet tre måder, du kan annoncere for din gruppe på:
- Brug lead ads til at annoncere for din gruppe
- Lav en landingpage om din gruppe
- Lav et opslag med et direkte link i selve teksten
Herunder vil jeg uddybe, hvordan du helt konkret gør:
# 1 Brug lead ads til at annoncere for din Facebook gruppe
Dette er metoden, vi som oftest anbefaler folk at bruge, men ideelt set vil vi anbefale dig at teste både # 1 og # 2.
Kort fortalt går denne metode ud på, at du får folk på dit nyhedsbrev via lead ads og derefter sender dem link til din gruppe i et nyhedsbrev.
I din annonce kan du enten reklamere for selve din Facebook-gruppe (værdien de får ved at melde sig ind, naturligvis) eller for din freebie.
Lead ads er Facebooks annonceformat til at skaffe leads og er særligt egnet til at få tilmeldinger til nyhedsbrevet. Det unikke ved lead ads er, at de ikke ryger væk fra Facebook, når de klikker på annoncen. I stedet åbnes en formular (lead form), hvor de kan tilmelde sig med et klik. Deres navn og e-mail er allerede udfyldt på forhånd.
Vær opmærksom på, at det ikke er alle, der ryger videre fra nyhedsbrevet og over i gruppen, så det kan godt være, de skal have lidt flere remindere via nyhedsbreve. Om ikke andet har du dem på din e-mailliste, hvilket også har stor værdi.
Her ser du et eksempel på, hvordan en af vores kunder, Trine Ravnkilde, har lavet lead-annoncer for en gruppe, hvor hun holdt et minikursus i selve gruppen og brugte minikurset som lokkemad i annoncerne:
Læs mere om lead ads her.
# 2 Lav en landingpage for din Facebook-gruppe
Basically kræver dette blot, at du laver en landingpage, hvor du beskriver din gruppe (og ikke mindst hvorfor man selvfølgelig skal være en del af klubben) og laver en knap eller et link til din Facebook-gruppe på siden. En salgsside for din gruppe.
Så kan du køre trafik-annoncer direkte til denne landingpage.
Det eneste du skal være opmærksom på ved denne metode er, at du ikke kan tracke præcis, hvor mange af dem, der klikker, ender i din gruppe.
Du kan sagtens måle, hvor mange der klikker ind på din annonce og dermed ender på din landingpage, men ikke hvor mange, der også klikker videre til Facebook-gruppen og rent faktisk anmoder om medlemskab.
# 3 Lav et opslag med et link til Facebook- gruppen i selve teksten
Den tredje måde du kan lave annoncer til din gruppe er ved at lave et opslag med et direkte link til selve gruppen i teksten.
I dit opslag kan du stadigvæk have et billede eller en video for blikfangets skyld.
Målsætningen du skal vælge for denne type af annonce er ‘opslagsinteraktion’.
Ligesom mulighed # 2 kan du heller ikke måle præcis, hvor mange der ender i din gruppe via denne metode.
Rigtig meget held og lykke med at få sat fut i din Facebook-gruppe!