Derfor skal mit team være remote

Derfor skal mit team være remote

BEMÆRK! Dette indlæg er skrevet af WorkHeros tidligere ejer i 2016. Du kan læse om WorkHeros nuværende ejers, Solvej, tanker om emnet her: Vores team skal være remote, fordi…
 
 
Remote work (eller på dansk: muligheden for at arbejde uafhængigt af geografi) er egentlig ikke noget nyt. Virksomheder som Basecamp (tidligere 37Signals) har gjort det i 13 år, og der er efterhånden virkelig mange virksomheder, der arbejder på den måde. Store som små.
Forleden faldt jeg over en opgave, jeg havde skrevet på universitetet i Beijing om netop remote work, og hvordan man stadig kunne være innovativ i teams, selvom det hele var remote. Det var i 2012. Dengang vidste jeg ikke, at jeg selv en dag ville skabe en remote virksomhed. Ikke desto mindre er det det, jeg er i gang med nu.
Nu er vi tre faste fuldtidsmedarbejdere i WorkHero. Vi kommer til at arbejde fra vidt forskellige steder. I januar sidder vi i hhv. Chile, Malaysia og Danmark.
Freelanceøkonomien vokser frem, og nu er ca. en tredjedel af arbejdsstyrken i USA freelancere. Samtidig med at antallet af digitale nomader stiger stødt, og hoteller med tilhørende kontorer og andre former for co-working firmaer vokser frem.
Det betyder, at flere og flere i disse år har mulighed for at arbejde hvor som helst. Det eneste de behøver er en bærbar og en internetforbindelse.
Alligevel ser jeg stadig, at muligheden for at arbejde uafhængigt af geografi (remote) deler vandene lidt.
I sommers var jeg i gang med en ansættelsesproces af min første medarbejder. Jeg arbejder selv med hele verden som min arbejdsplads, så det skulle en kommende medarbejder selvfølgelig også have muligheden for.
Det gav anledning til mange spørgsmål fra forskellige leder og kanter, for havde jeg nu tænkt på det hele?
Hvad nu hvis folk ikke udfører det arbejde, de skal?
Hvordan kan man kontrollere dem?
Kan man skabe en god kultur, når folk sidder spredt ud over landet (eller måske hele verden)?
Ud fra de mange ansøgninger jeg fik, kan jeg se, at mange er klar til at arbejde på denne her måde. Jeg blev væltet omkuld af ansøgninger, og jeg havde kun delt mit jobopslag på LinkedIn.
Folk vil gerne have fleksibilitet til selv at kunne tilrettelægge deres arbejde, have muligheden for at kunne arbejde fra forskellige steder, have mulighed for at hente deres børn tidligere og slippe for myldretid.
Og de kan godt administrere det.
Jeg siger ikke, at remote work er svaret på alt, og at der ikke er ulemper. Jeg tror bare på, at mange ønsker sig friere rammer i deres arbejdsliv. Og derfor skal mit team være remote.

 

For mig er der 4 (åbenlyse) grunde til, at WorkHero skal være remote

1) Frihed giver arbejdsglæde

Frihed til selv at vælge, hvor (i verden) du vil arbejde fra samt frihed til selv at vælge arbejdstider – dét tror jeg giver større arbejdsglæde.
Hvis du har læst bare en smule om millennials og generation Y ved du også, at de vægter deres frihed højt. Dem er jeg en af.

2) Employer branding

Som lille virksomhed kan det godt være svært at tiltrække gode folk, når du ikke har et stærkt brand at læne dig op af. Men remote work giver mig en fordel, når jeg skal tiltrække kandidater. Det er der flere årsager til. Dels er en kæmpe konkurrencemæssig fordel, at jeg kan tilbyde dem at arbejde hvor som helst. Sasha, min nyeste ansatte, er halv chilener og ville gerne flytte til Santiago. Det har hun mulighed for med et job hos mig. Derudover har jeg fået at vide, at det blandt kandidaterne sendte et signal om, at vi er en virksomhed, der følger med tiden.
En anden fordel ift. Rekruttering er, at jeg nu ikke er bundet til kun at hyre folk fra fx København, men kan hyre i hele landet.

3) Fleksibilitet for mig til at udvikle min virksomhed

For min lille virksomhed er det en kæmpe fordel at spare udgifterne til et fast kontor. Lønninger i Danmark er i forvejen høje, hvilket gør det til en ekstremt stor beslutning, når man begynder at hyre folk på fuldtid. Derfor betyder det meget, at jeg ikke også er bundet til faste udgifter til kontor og det, der følger med (frokostordning, bordfodbold-bord og hvad man ellers skal bruge). Der findes naturligvis mange kontorfællesskaber, hvor man forholdsvis billigt og fleksibelt kan leje sig ind, men det betyder alligevel meget, at jeg er mere fleksibel grundet lavere omkostninger.

4) Virksomheden skal have mit DNA

Det er min virksomhed, og jeg kunne ikke forestille mig (i hvert fald ikke lige nu) at sidde på et fast kontor et bestemt sted i verden. De sidste 2,5 år (faktisk i hele min virksomheds levetid) har jeg arbejdet fra forskellige steder i hele verden. Alt fra Barcelona, Bergen og Beograd til Tokyo, Dhaka og Sao Paulo. Det er sådan, jeg selv gerne vil leve og arbejde, så det skal min virksomhed også bygges op omkring. Hvis man hænger fast i, hvordan man bør gøre ting og glemmer at se på sine egne ønsker, er det i mine øjne den direkte vej til ulykkelighed.

 

Ulemper ved remote work

Selvfølgelig er der ting, der er svære, når det er remote.
Man lærer ikke hinanden at kende på samme måde, hvilket kan være en barriere ift. god intern kommunikation. Og når man primært kommunikerer over Skype, e-mail og Slack, er det klart, at der kan opstå flere misforståelser.
Oplæring og intern vidensdeling kan tage længere tid. Nogle gange er det bare lettere at sidde sammen, hvis man skal gennemgå noget, vise hvordan noget gøres og lignende.
Derfor gør vi i WorkHero meget ud af at lave processer og tjeklister for alle vores opgaver. Det er en løbende proces, men på sigt skulle det gerne gøre det meget lettere for nye som gamle medarbejdere at tjekke op på, om de har husket det hele, eller hvordan man løser en bestemt opgave.
Jeg tror stadig, at den fysiske kontakt er vigtig, og det hele kan også blive for cyber-agtigt, når man pludselig ikke behøver at have særlig meget kontakt til andre mennesker i ens arbejde. Derfor gør vi også en dyd ud af at mødes, når det er muligt, og i efteråret var jeg og Matilde, min første medarbejder, en uge i Barcelona og arbejde intensivt sammen og kickstarte vores samarbejde. Den slags workations skal være en fast del hos WorkHero, hvor vi kan mødes forskellige steder i verden nogle gange om året.

Jeg er overbevist om, at remote work kun vil blive mere og mere udbredt. Og jeg glæder mig til at følge udviklingen de kommende år.
Vi kommer til at skrive meget mere om remote work her på bloggen, så jeg håber, du vil læse med.
Kender du andre danske virksomheder, der arbejder remote? Så tip mig gerne om dem, da jeg ikke har fundet særlig mange endnu.

Skriv til mig Har du brug for hjælp til din online tilstedeværelse?

Kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig, så du kan styrke dit brand og tjene flere penge.

Vil du dele denne artikel?

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Del på Pinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *