WorkHeros logo

Vores team skal være remote, fordi:

Vores team skal være remote, fordi:

I WorkHero har vi arbejdet remote siden 2014, og vi elsker det. Vi kunne ikke forestille os nogen anden måde at arbejde på. 

Men vent lidt – vi bakker lige tilbage en gang. Fordi:

Hvad betyder ‘remote arbejde’ egentlig?

I mangel af bedre bruger vi det engelske ord remote. ‘Fjernarbejde’ føles på en eller anden måde ikke helt så dækkende for det eventyr og den frihed, et remote arbejdsliv bringer med sig. 

Men det er det, det er: Arbejde som kan varetages fjernt fra virksomhedens adresse – f.eks. hjemmefra, i en anden by, fra udlandet, på caféer, fra bilen, på stranden, i junglen… Der findes kun den grænse, som wifi-dækningen sætter.

Ihvertfald hos os.

Vi har ikke et fysisk kontor, men arbejder hver især hjemmefra eller fra et andet selvvalgt sted – lige nu mest i Danmark, men i perioder også i udlandet. 

Til gengæld har vi et ‘online kontor’, hvor vi mødes stort set dagligt ugens fem dage. 

Her er ingen krav om tilstedeværelse i et bestemt tidsrum, men vi kan ofte slet ikke lade være med at tjekke ind hos hinanden flere gange dagligt, fordi vi elsker at samarbejde med hinanden og gør det rigtig godt – faktisk bedre end på nogen af de arbejdspladser med krav om fysisk tilstedeværelse, hvor jeg har været ansat. 

Og hvorfor egentlig det?

 

Hvad er det, at det remote arbejdsliv kan ? Og hvordan lykkes man med at arbejde remote?

Vi giver dig her syv grunde til, at vi arbejder remote, og hvorfor vi vil anbefale det til alle med arbejdsopgaver, der rent praktisk kan udføres på afstand. 

 

1# Hvorfor ikke? 

Det lyder måske lidt forsimplet at spørge sådan, men i mine øjne så kommer du ikke uden om som arbejdsgiver at have en rigtig god grund til at kræve fysisk fremmøde i en arbejdskontekst, der ikke afhænger af det. 

Forbi er tiden, der krævede fysisk fremmøde for at have en konstruktiv kommunikation med kollegaer. Forbi er tiden, hvor adgang til fysisk litteratur, dokumenter, etc. var afgørende for at kunne udføre arbejdsopgaver. 

Kræver dit job, at du møder frem, fordi du varetager en funktion, der ikke kan udføres på afstand, så er remote arbejde selvfølgelig ikke relevant. 

Men kan dine arbejdsopgaver udføres ‘remote’, så synes jeg, at du skal spørge dig selv eller din arbejdsgiver “hvorfor ikke?” 

Det uddyber jeg i de næste punkter.

Så hvis ikke du er overbevist endnu, så hæng på:

 

2# Frihed giver arbejdsglæde

Arbejdsglæde er i WorkHero er af de vigtigste parametre for succes.  

Arbejdsglæde er det, som sikrer, at vi bliver ved med at sætte kvalitet i arbejdet højt. Det er meget svært at levere et godt stykke arbejde, hvis vi er stressede, utilfredse med arbejdet og i virkeligheden ønsker os et andet sted hen. 

I WorkHero sikrer vi arbejdsglæden blandt andet ved at give fuld frihed. Vi stoler på hinanden, og for os betyder det ingenting, om arbejdet udføres mellem 8-16, mellem 18-02, om det tager 8 timer eller 4 timer, om det laves fra en campervan i Spanien, et hotelværelse i Brasilien, på hjemmekontoret i København eller et helt fjerde sted.. Bare kvaliteten er der, og vi overholder de deadlines og aftaler, vi har lavet med vores kunder. 
Den frihed kan slet ikke beskrives, og den kan først opleves, når du for alvor har fået den ind under huden. Fordi i vores samfund er vi slet ikke vant til al den frihed. Så forsøgte du dig med remote arbejde under corona, og savnede du alligevel de strukturer, der er på kontoret?
Så nåede du måske ikke at få remote arbejde sådan rigtigt ind under huden på den tid, der gik. Måske fordi du vidste, at du skulle tilbage på et tidspunkt? Det kommer der en blogpost om fra min hånd meget snart.

Men faktum er, at friheden og fleksibiliteten ved selv at kunne strukturere sit arbejde er helt unik. Den giver en fantastisk følelse af ‘empowerment’ og arbejds- og livsglæde, og efter vores mening, så er den svær at give fra sig, når man først har haft den. Det vil jeg skrive mere om i de næste punkter.

 

#3 Når familielivet trives, så har arbejdslivet også langt bedre kår

Det er svært at være nærværende et sted, når man længes et andet sted hen. Hvis ikke der er ro på privatlivsfronten, så er det ofte på bekostning af koncentrationsevnen på arbejdspladsen.

Birgitte Baadegaard, som har skrevet bogen ManiFEST for kvinder, og som du kan høre i denne podcast, beskriver blandt andet, hvordan mødre mentalt begynder at trippe ved 15-tiden, fordi der vil vi faktisk gerne hjem og mærke vores børn igen. 

Alligevel bliver de fleste siddende på kontoret. 

Fordi: Forældreskabet har trange kår i det samfund, vi lever i. “Men sådan har det jo været i mange år”, tænker du måske?

Og så er vi tilbage til ‘hvorfor ikke’. Fordi teknologiudviklingen har jo netop bragt os i den unikke situation, at vi kan ændre på noget af det, der ikke fungerer. Måske kunne det også bidrage til en nedgang i den høje andel af befolkningen, som på et tidspunkt i livet oplever alvorlig stress?

Og det er ikke blot kvinderne, der ønsker mere tid og fleksibilitet til familielivet. I vores team har vi blandt andet Brian, der har indrettet sin hverdag, så han kan hente tidligt hver dag og nemt holde sin datter hjemme, hvis der behov. Det giver ro, og roen giver den bedste grobund for koncentration, produktivitet og arbejdsopgaver af høj kvalitet. 

 

#4 Teamet kan blive næsten stærkere og bedre end på et kontor

I vores team kan vi arbejde når og hvor, vi vil, men vi kræver alligevel af hinanden, at vi tjekker ind i vores online forum og fortæller lidt om arbejdsdagen og deler stort og småt, som vi ville have gjort på en arbejdsplads. Derudover mødes vi fysisk løbende, når vi synes, at vi trænger til at se hinanden – det er ca. 6-7 gange årligt. 

Her har vi det sjovt sammen, spiser noget god mad og nørder måske noget fagligt. Vi kunne også have mødtes online til et heldagsmøde over skærmen, så vi gør det mest som forkælelse for medarbejderne, og fordi det giver noget også at se hinanden fysisk. Det behøver bare ikke at være hver uge eller hver måned.  Men det betyder, at vi er meget tætte med hinanden. Vi kender hinandens styrker og svagheder. Vi oplever ikke at blive irriterede på hinanden, fordi vi ikke har den mæthedsfølelse af hinandens selskab, som man godt kan få, når man skal tilbringe hver dag fem dage om ugen sammen. Og vi har aldrig oplevet intriger, gnidninger eller andre sociale udfordringer, som kan opstå på arbejdspladser. Måske fordi den tid, vi har med hinanden, altid er af kvalitet. 

 

#5 Remote arbejde er den bedste benzin for kreativiteten

I WorkHero er en stor del af vores arbejdsopgaver copywriting samt at finde spændende vinkler på markedsføring af virksomheder og produkter. Vores tilgang til dette er rigtig ofte gennem storytelling. Men de gode historier og de skæve vinkler kommer altså ikke fra at sidde det samme sted dag ind og dag ud. 

De kommer, når vi er ude og opleve. I WorkHero elsker vi derfor, når en af os rejser ud. Det giver så mange nye perspektiver og fornyet kreativitet. Og det behøver ikke altid at være lange udenlandsophold. Det kan også blot være en kort tur i sommerhus eller endda en arbejdsdag ude af huset et sted.

 

#6 Vi arbejder mere effektivt 

Der er rigtig meget spildtid på en arbejdsplads. Vi har kun 24 timer i døgnet, og selvom det helt sikkert også kan være hyggeligt at sludre med kollegaer flere timer ugentligt, og selvom det kan synes konstruktivt at have ugentlige møder, så er der bare så meget andet i livet, vi også gerne vil.
Tiden med kollegaer og møder skal derfor give mening for os i WorkHero. Vi mødes fysisk, når vi trænger til at se hinanden og holder online møder, når det er nødvendigt. Det betyder ét planlagt online månedligt møde hele teamet og derudover efter behov (oftest maks en gang mere pr. måned pr. medarbejder).
Til gengæld er al anden arbejdstid fokuseret og uforstyrret og tilrettelagt på præcis dét tidspunkt af dagen, vi hver især arbejder bedst. 

Entreprenørerne, Jason Fried og David Heinemeier Hansson, skriver i bogen ‘Remote’: “Work does’nt happen at work”. De uddyber, at arbejdspladser er blevet ‘interruption factories’. – En travl arbejdsplads er som en ‘food processor’. Den deler din arbejdsdag ind i små bitte bidder.

Vil du have koncentreret og uforstyrret arbejdstid, så er det altså ikke på kontoret. 

 

#7 Som arbejdsgiver kan du tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft fra hele verden

Når du ikke er begrænset af geografi, er der pludselig en hel verden af muligheder. I WorkHero har vi gennem tiden kunnet fastholde dygtige ansatte, der ønskede at flytte til udlandet, og vi har kunnet samarbejde nemt på tværs af grænser med dygtige folk, fordi vi allerede har setup’et til det.

Derudover synes jeg, at det er fantastisk, at vi har sat medarbejderne fri frem for at have bundet dem fast. Når vi binder nogen fast til en bestemt lokation f.eks., så skal der i mine øjne være en god grund. 

Den kan vi ikke finde. Kan du?

Vil du høre mere om Remote arbejde? Så følg os på de sociale medier i december.

Her giver vi den i december gas i vores månedstema “Sæt dine medarbejdere fri. Derfor skal I arbejde remote”

 

Tak fordi du fulgte med så langt, og har du spørgsmål eller kommentarer, så send en mail afsted til solvej@workhero.dk

 

//Solvej, WorkHero

Skriv til mig Har du brug for hjælp til din online tilstedeværelse?

Kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig, så du kan styrke dit brand og tjene flere penge.

Vil du dele denne artikel?

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Del på Pinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *