Hvad en farvehandel i Frederiksværk kan lære dig om salg

Hvad en farvehandel i Frederiksværk kan lære dig om salg

For et par uger siden købte vi hjemme hos os en campervan. Sådan en ældre varevogn, som et skønt par havde konverteret om til en camper.

Det førte til, at jeg i bededagsferien besluttede mig for et lille malerprojekt med at male vores camper hvid indvendigt.

Malerprojektet var egentlig ikke på den liste over prioriterede opgaver, vi netop havde lavet for at overskueliggøre planerne om at toptune vores nye rullende feriehus.

Der var langt vigtigere ting, såsom lidt rust i bunden og en sløv aircondition, som vores hårdtoptjente penge i første omgang skulle dække.

For at prisen i første omgang ikke skulle hobe sig alt for meget op, havde vi nemlig aftalt at tage det lidt i etaper. 

Men hvor dyrt kan lidt maling være?”, tænkte jeg en smule naivt, da jeg planlagde en tur forbi en nærliggende farvehandel for maks 4 – måske 500 kr. 

Torsdag før fridagen lovede min mand derfor at svinge forbi og købe malingen med hjem, men han glemte det. 

Så jeg skrev mail til Frederiksværk farvehandel for at høre, om de tilfældigvis skulle have åbent store bededag.

Noget tid efter tikkede først en – og så en mail mere ind fra Trine, som er bestyrer af butikken. 

De havde ikke åbent, kunne hun fortælle, men da hun alligevel skulle sidde og lave regnskab, ville hun gerne betjene mig, hvis jeg kunne give hende et tidspunkt for min ankomst.

Kort efter skrev hun, at efterspørgslen var så stor, at hun alligevel havde planlagt at holde åbent.

Lidt op ad dagen fredag strøg jeg derfor afsted, de godt ti kilometer til Frederiksværk og mødte en smilende Trine i butikken.

“Jeg skal bruge lidt hvid træmaling til at male indendørs”, sagde jeg og tænkte, at det vel nok måtte være dagens kedeligste efterspørgsel. 

Men Trine så på mig med oprigtig interesse og spurgte, om jeg tilfældigvis havde et billede. 

Det havde jeg, og jeg viste det frem og forklarede lidt mere om mit projekt, hvorefter Trine entusiastisk gik i gang med at dele ud af sin viden om at male på træ. 

Malerprojektet var en anelse mere kompliceret end som så. Jeg skulle formale med en ‘spærrer’ for at undgå, at den gule farve kunne trænge igennem og derved give min nymalede campervan et kedeligt gult skær.

Alt imens skævede jeg lettere bekymret til prisen og overvejede, om jeg mon alligevel skulle droppe det malerprojekt for nu.

Men Trine forklarede passioneret løs og konkretiserede projektet for mig, og lidt efter stod jeg alligevel oppe ved disken med to bøtter til et godt stykke over 1000 kr. og efterspurgte gode malerpensler, som hurtigt bragte prisen op på i alt 1500.

Og så kommer vi til pointen!

For hvad fik mig, der godt nok bruger en del penge, men som som regel er ret velovervejet i mine køb og sjældent impulshopper, til at glemme alt om budget og prioriteret liste og bruge over 1000 kr. mere end planlagt?

(Altså udover en brændende lyst til at lysne op i vores nye feriehjem?)


Det gjorde Trines entusiasme og gennemgribende passion for sit fag.


For den kunne mærkes, og den smittede. 

Og den er langt mere effektivt end dét, dyre salgs- og emailkurser kan lære dig.

Hvorfor? Fordi den er oprigtig. Og oprigtighed sælger.


Hvad kan du tage med dig fra min historie?

1# Din ekspertviden og din passion er dine vigtigste salgsvåben

Intet salgskursus kan lære dig dette. Det skal nemlig komme indefra. Lad din passion for dit fag skinne igennem, og vær ikke bange for at dele ud af din ekspertviden. Det bringer dig langt tættere på dine kunder, end noget salgskursus nogensinde kan.

Det er din ekspertviden og din passion, der skal guide dig, når du skriver nyhedsbreve, når du taler med kunder, og når du poster på sociale medier. 

Så nørd løs, alt hvad du kan. Så længe du forklarer din viden på et niveau, hvor dine kunder kan være med, så vil de elske dig for det! Og du vil elske det, fordi du får lov at nørde og dele ud af netop dét, du brænder for.

(Sådan bliver dit brand også helt automatisk autentisk og personligt, som er to af de helt store (men også meget fluffy) trends inden for salg og marketing  anno 2022.)


2# Oprigtig interesse er et krydderi, du aldrig må kokkerere uden!

Mister du den oprigtige interesse for dine kunder, så mister dit brand også sin gennemslagskraft.

Det er lidt ligesom en ret uden salt. Så smager den pludselig ikke rigtig af noget. Og når dit brand ikke rigtig smager af noget, så gider dine kunder heller ikke at købe i din biks.

Oprigtighed kan du vise ved altid at interessere dig for, hvorfor dine kunder henvender sig til dig.

– Som Trine der spurgte efter et billede, inden hun gav sig til at rådgive mig.

Sælger du online? F.eks. i form af viden? Så brug din mailliste og dine sociale medier til at blive klogere på dine kunder. Spørg løs, og vis interesse – også når forespørgslen er i den kedelige ende på fod med en liter helt plain, hvid maling.

Og vis ikke kun interesse i optakten til salg, men også i efterspillet. Er de glade for de produkter, de har købt hos dig? Hvad bruger de dem til?

3# Investér din tid i god kundeservice. Det kan altid betale sig.

Trine skrev ikke bare én, men hele to mails til mig for at fortælle om planerne for åbningstider store bededag. Sjældent har jeg følt mig så vigtig som kunde.

Og ja ja, jeg er en lille fisk i et kæmpe ocean, men mange små fisk kan blive til en stor og kraftfuld stime.

– Og glade kunder er supervåbenet over dem alle inden for markedsføring.


Vil du have hjælp til at formidle din nørdede superpowerviden til dine kunder?

Så hiv fat i os, og hør mere om mulighederne 😊
Og kunne du bruge historien til noget? Så kommentér gerne længere nede i kommentarfeltet. Vi vil elske at høre fra dig!

Skriv til mig Har du brug for hjælp til din online tilstedeværelse?

Kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig, så du kan styrke dit brand og tjene flere penge.

Vil du dele denne artikel?

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Del på Pinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *