Som HR- eller ledelseskonsulent er du ekspert i at skabe udvikling og vækst i virksomheder landet over. Men husker du også at gøre det, der skal til for at få din egen forretning til at vokse?
Hvad enten du kalder dig selvstændig forhandlingsrådgiver, ledelsescoach, rekrutteringsekspert, HR-konsulent eller noget helt femte, er der flere ting, du kan gøre for at tiltrække flere kunder. Online markedsføring er en af dem. For dig, der netop lever af at sælge din viden, er online markedsføring vigtigere end nogensinde før.
Læs med her og få vores bedste markedsføringstips til, hvordan du kan blive mere synlig online. Du får masser af konkrete eksempler undervejs!
Guiden er din inspiration til, hvordan du får potentielle kunder til at vælge dig, når de søger en ekstern konsulent til at udvikle virksomhedens ledere eller medarbejdere. Du får en grundlæggende forståelse for, hvad der skal til for at skabe en professionel online tilstedeværelse.
Vores anbefalinger er centreret omkring fem grundsten i digital markedsføring. Nemlig SEO, blogging, sociale medier, nyhedsbrevet og annoncering.
Her er dit overblik:
- Din online profil er vigtig
- Skil dig ud fra mængden
- Bliv fundet på Google med SEO
- Del ud af din ekspertise med blogging
- Brug sociale medier til at vise personlighed og professionalisme
- Lav et nyhedsbrev, som opbygger relationer og loyalitet
- Byg dit brand op med annoncering på Facebook og Google
- Er du klædt på til succes?
Din online profil er vigtig
Du har måske arbejdet som ekstern konsulent i flere år, og måske har du allerede et stort netværk, som er din kilde til kunder. Det betyder dog ikke, at du helt skal udelukke værdien af at have et stærkt og professionelt online brand. Selv om dine kunder finder dig via dit netværk, vil mange også tjekke, hvem du er på din hjemmeside, inden de tager den endelige købsbeslutning. Samtidig kan din tilstedeværelse online være med til at danne et fundament, hvor du på lang sigt kan opbygge relationer og troværdighed over for potentielle kunder.
Men hvordan gør man så lige det?
Hvordan finder du opskriften på online succes, når din hverdag er booket op med at få andre til at udnytte deres fulde potentiale? Hvordan synliggør du det, der hjælper dine kunder til at nå deres mål, så andre bliver nysgerrige efter at vide mere? Det er rådgivning til andre, du brænder for. Det er for andres trivsel og succes, dit hjerte banker. Det er dit tætte samarbejde med virksomhederne, du bruger din værdifulde tid på.
Fortvivl ikke. Vi giver dig nemlig konkrete råd til, hvordan du ikke kun leverer kvalitet til dine nuværende kunder, men også viser din ekspertise til potentielle kunder online.
Skil dig ud fra mængden
Flere og flere sælger deres viden som eksterne konsulenter inden for HR og ledelse. Det er derfor vigtigt, at du formår at skille dig ud fra mængden. Som selvstændig konsulent er det især vigtigt, at du fremstår professionel, kompetent og ikke mindst troværdig. Det gælder også for den måde, du præsenterer dine konsulentydelser online.
Din hverdag er typisk præget af komplekse problemstillinger hos andre virksomheder. Det stiller krav til dine evner til at lytte, vende udfordringer til muligheder, være faglig stærk og udvikle konkrete handlingsplaner. Alt det skal din online tilstedeværelse afspejle – hvad enten vi taler om din LinkedIn profil, din hjemmeside eller dit nyhedsbrev. Derigennem får din målgruppe øjnene op for kvaliteten af dit arbejde – hvilket øger sandsynligheden for, at valget falder på dig.
Hos WorkHero er vi specialiserede i at hjælpe eksterne konsulenter som dig med at stå stærkere online og dermed få flere kunder. Så kan du i stedet bruge tiden på at rådgive dine kunder til øget vækst og positive resultater. Vi har derfor skræddersyet denne guide med gode råd inden for de 5 grundsten i digital markedsføring – specielt til dig. De kommer lige her:
#1 Bliv fundet på Google med SEO
Med SEO (Search Engine Optimization) kan du optimere din hjemmeside, så den dukker op øverst i Googles søgeresultater på ord, der beskriver din konsulentydelse. Det kunne f.eks. være søgeord som ‘ledelseskonsulent’, ‘teamudvikling’ eller ‘rekruttering af medarbejdere’:
SEO består af løbende arbejde med en lang række indsatser, både i forhold til tekst, teknik og anbefalinger fra andre. Nøgleordet for disse er ‘Relevans’. Er teksten på din hjemmeside relevant for dine besøgende? Er det relevant at bruge din hjemmeside på en smartphone? Giver du Google nok relevant information om, hvad din hjemmeside handler om? Får du relevante anbefalinger fra dine kunder eller andre i branchen?
Vi anbefaler til hver en tid, at alt på din hjemmeside spiller, når det kommer til SEO. Dog ved vi godt, at det kan være en stor mundfuld. Derfor fremhæver vi her to ting, der især er vigtigt for dig, der sælger din viden som selvstændig konsulent.
Skriv om dine kernekompetencer
At udtrykke på din hjemmeside, at du er ekspert inden for dit felt er både til gavn for dine besøgende og din placering i Googles søgeresultater. Se f.eks., hvordan ekspert i disruption og foredragsholder Lone Thier gør det på hendes hjemmeside. I eksemplet uddyber hun disruption, hvilket viser, at hun er eksperten og øger hendes chancer for at dukke op på søgninger om emnet.
Vil du skrive tekst til din hjemmeside, så vær opmærksom på følgende for at komme til tops i søgeresultaterne:
- Fokuser på ét emne per indlæg – er emnet bredt, så del teksten op i flere separate indlæg.
- Tænk i søgeord og relaterede søgeord – hvilke søgeord vil du gerne findes på i Google?
- Brug overskrifter og underoverskrifter konsistent – så viser du Google, at der er flow i din tekst.
Når du skriver dine tekster, så husk altid, at SEO og relevans for dine læsere går hånd i hånd. Fokus skal altid være på at skrive en unik tekst af god kvalitet og ikke kun på at få en førsteplads i Googles søgeresultater. Propper du f.eks. teksten med søgeord, eller kopierer du tekst fra andre steder, kan du være sikker på, at Google vil give dig en lavere placering i søgeresultaterne.
Links = anbefalinger
Når en anden hjemmeside, der er relevant for dit felt, vælger at linke til din hjemmeside, ser Google det som en anbefaling af dig og det, du tilbyder. Links er derfor guld værd, både når vi taler om SEO og trafik til din hjemmeside fra andre hjemmesider.
Listen er lang for, hvordan du kan skaffe links til din hjemmeside. Et par af de mest oplagte tiltag er at:
- Opfordre dine forretningsrelationer til at linke til dig – f.eks. på en side med samarbejdspartnere.
- Oprette profiler på forskellige hjemmesider for konsulenter – f.eks. relevante oversigtssider og foreninger.
- Linke til eksterne relevante hjemmesider – så er chancen for, at de linker tilbage større samtidig med, at Google ser det som et positivt signal.
- Dele din viden med andre kvit og frit – så øger du chancen for, at de, der kan lide dit indhold, deler det videre til andre.
En anden og mere omfattende måde, som kan give dig gode links til din hjemmeside er at skrive indlæg på andres hjemmesider. Du kan se et eksempel her, hvor vækst- og ledelsesrådgiver Ulrich Søgård har fået muligheden for at dele sin ekspertviden på Business Danmarks vidensbase InBusiness.
#2 Del ud af din ekspertise med blogging
Hjælper du virksomheder som konsulent inden for HR og ledelse, ved du, hvor vigtigt det er, at dine kunder finder dig troværdig og professionel. Det tager som sagt tid at opbygge dette, så ledere, direktører eller HR-ansvarlige vælger lige netop dig frem for dine konkurrenter.
Du kan imidlertid hjælpe din potentielle kunde til en hurtigere købsbeslutning ved at dele ud af din viden og kompetencer. Her er en blog et oplagt valg, da du her kan lægge tekst, video, billeder og podcasts op til gavn for dine besøgende, dit brand – og din forretnings succes.
Det gode ved jævnligt at skrive indlæg på din blog er samtidig, at du understøtter din SEO-indsats, som vi kom ind på tidligere. Dine relevante og gode blogindlæg er netop med til, at flere finder dig, når de søger efter en som dig på Google.
Brug din hverdag som inspiration
Er du med til at sætte trivsel og godt arbejdsmiljø på dagsordenen hos dine kunder? Så skriv om, hvilke udfordringer, der typisk findes i den forbindelse. Er du med til at udvikle og fastholde dine kunders dygtige medarbejdere? Så giv dine tips til, hvordan man kan understøtte dette i hverdagen. Er du med til at skabe ekstraordinære ledere? Så vis, at du er eksperten ved at præsentere de seneste trends på området.
Mulighederne er mange.
At dele ud af din ekspertise helt gratis er en god investering i at tiltrække kunder til din forretning. Derigennem kan du skabe en relation til dine potentielle kunder, så de ved, hvad du står for, og hvad du kan tilbyde.
Et eksempel på en konsulent, der drager nytte af en blog på hjemmesiden er Jo Gudman, kvinden bag konsulentvirksomheden Gudman. Jo er personlig jobmenter og HR-konsulent. På bloggen deler hun ud af sin viden og erfaring om rekruttering og viser, at hun kender til målgruppens udfordringer og møder dem, der hvor de er.
Bemærk, at hun i bloggen supplerer teksten med video. Det er en rigtig god måde at engagere brugerne på, som vi varmt anbefaler.
Lad andre fortælle om det, du er god til
Hvorfor ikke vise omverdenen, at dine kunder synes om det, du gør? Et godt tip til din blog er at blande egne indlæg med andres historier om dine kompetencer. Her fortæller du din målgruppe, hvordan du kan hjælpe dem gennem et levende eksempel samtidig med, at du viser, at der er gang i forretningen.
Du kan se et eksempel på en god kundecase på konverteringsekspert Gitte Olriks hjemmeside. Gitte valgte at lægge kundecasen op på sin blog, da den fortalte en god historie om, hvordan hun konkret har gjort en forskel for kunden.
Men hvordan får du så dine kunder til at skrive en historie om dig? Det er meget simpelt: Du spørger dem!
Hvis kunden kommer med en kortere udtalelse, kan du med fordel lægge den op på en separat side med referencer, som f.eks. ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup gør det her:
#3 Brug sociale medier til at vise personlighed og professionalisme
Som en del af din tilstedeværelse online er det vigtigt, at du er at finde på de sociale medier. Men hvordan finder du ud af, hvilke kanaler, der er bedst for din forretning? Antallet af sociale medier kan til tider virke uoverskueligt – og der kommer flere til løbende.
Vi anbefaler, at du starter med at sætte fokus på to af de garvede i faget: Nemlig LinkedIn og Facebook. Begge er egnede for dig, der er selvstændig konsulent inden for ledelse og HR. Her kan du vise personen bag, hvilken tilgang du arbejder ud fra samt, hvordan du kan gøre en forskel for andre virksomheder.
Tip: Når du giver dig i kast med Facebook, LinkedIn eller et andet socialt medie, kan du overveje at udarbejde en indholdsplan for hver uge eller måned. På den måde sikrer du, at dine profiler løbende bliver opdateret. Ønsker du hjælp til dette, så kontakt os her og hør, hvordan vi kan hjælpe dig via en simpel og effektiv indholdsplan.
Du kan veksle mellem fagligt stof, billeder fra din hverdag, blogindlæg og hvad der ellers er relevant at dele for dig. Det vigtigste er, at der sker noget – og at du har din målgruppe for øje. Derfra kan du så arbejde med f.eks. temaer, hvor du i en periode fokuserer på et bestemt område inden for dit felt eller deler ud af “Ugens citat”, “Månedens værktøj” ell. lign.
Facebook er ikke kun for B2C segmentet
Du forbinder måske ikke Facebook med salg af viden og rådgivning til virksomheder. Ikke desto mindre er det muligt for dig at skabe et solidt kundefundament på verdens mest populære sociale medie. Det er en udbredt misforståelse i B2B segmentet, at Facebook primært er målrettet B2C. Det er ikke tilfældet. Her hos WorkHero ser vi gang på gang, hvordan det giver pote, når vores kunder begynder at bruge Facebook til at udtrykke personlighed og faglighed.
Nedenfor er et eksempel på, hvordan ledelseskonsulent Christian Jensen viser på Facebook, hvad han laver for tiden samtidig med, at han lader sine følgere se personen bag Konsulentfirmaet Christian Jensen.
Emnet han skriver om, er relevant for hans målgruppe og viser ledere og HR-ansvarlige, at han ved, hvad der rører sig inden for hans felt. Samtidig viser han personlighed, både igennem det nærværende billede og brug af sit eget citat.
-
- Hvordan inspirerer mit opslag mine følgere?
- Hvad bliver jeg selv inspireret af?
- Hvordan involverer mit opslag mine følgere?
- Hvad betyder noget for mine følgere?
- Hvordan kan jeg i mit opslag vise, at jeg er eksperten samtidig med, at jeg viser min personlighed?
Bliv set af de rigtige mennesker med LinkedIn Pulse
LinkedIn bugner med muligheder for dig, der arbejder som HR- eller ledelseskonsulent. Ikke nok med, at LinkedIn er det største sociale medie næstefter Facebook, mediet byder også på muligheder for at øse ud af din ekspertise på flere måder.
En af de måder, vi har set giver god synlighed online er at udgive artikler på LinkedIn. Via LinkedIn Pulse er det netop muligt at præsentere din viden i artikelformat og mingle med eksperterne.
Vækstrådgiver Ulrich Søgård har med sit firma Egentlig™ for nyligt kastet sig ud i dette. I skrivende stund er han ved at udgive sin artikelserie om de 3 fundamentale grundsten til hurtig og varig vækst på LinkedIn Pulse.
Men hvorfor skal man “spilde” godt indhold på LinkedIn og ikke bare poste det på sin egen hjemmeside?
Det skal du, fordi det fremhæver din professionalisme som selvstændig konsulent på mediet, hvor alle kæmper om opmærksomheden. En ekstra bonus er desuden, at dine artikler bliver vist på din personlige profil på LinkedIn, så de understøtter din faglighed netop her.
Se f.eks. hvordan det ser ud på Ulrichs profil:
-
- Giver dine følgere værdi ved at dele dit eget og andres gode indhold på din Linkedin profil.
- Melder dig i grupper inden for HR og ledelse samt andet, der kunne være relevant for dit felt.
- Engagerer dig i debatter og kommenterer på andres indlæg – så andre lærer dig bedre at kende.
#4 Lav et nyhedsbrev, som opbygger relationer og loyalitet
Hos WorkHero har vi rigtig gode erfaringer med nyhedsbrevet, og vi anbefaler derfor altid, at vores kunder opretter et nyhedsbrev. Dette gælder også for dig, der er selvstændig HR- eller ledelseskonsulent. Et nyhedsbrev giver dig mulighed for at komme tæt på dine potentielle kunder.
Når først de har tilmeldt sig dit nyhedsbrev, kan du nemlig frit sende dine guldkorn direkte til deres indbakke. Et nyhedsbrev åbner derfor op for, at du kan opbygge et solidt kundefundament. Samtidig kan du løbende opbygge en relation til dine potentielle kunder, så de husker dig – også den dag, de søger efter det, du tilbyder.
Når du giver dig i kast med at udsende nyhedsbreve, kan du som udgangspunkt tage afsæt i de samme principper, som når du skal blogge. Vi anbefaler, at du udsender dine nyhedsbreve med jævne mellemrum, så dine læsere ikke glemmer dig helt. Hvor ofte det bør være afhænger meget af, hvad du vælger at sende ud til din liste.
Udsender du f.eks. korte tips til, hvordan man kan være med til at skabe et godt arbejdsmiljø i din virksomhed, kan du sagtens udsende nyhedsbreve ugentligt eller oftere. Udsender du længere redegørelser om f.eks. talent- eller teamudvikling, anbefaler vi, at der går lidt længere mellem nyhedsbrevene sendes ud.
Andre typer nyhedsbreve kan f.eks. være:
- En appetizer på dine gode artikler med links til hele indlægget på din blog eller LinkedIn Pulse.
- Et omdiskuteret emne inden for dit felt, du tager op til debat.
- En liste over fejl, man ikke må begå i forhold til en given situation.
- En historie fra den virkelige verden, som kan inspirere dine læsere.
Uanset hvad du sender ud i dit nyhedsbrev, bør du huske på, at det skal tilføre værdi til dine læsere, så lad ikke reklamerne for dine konsulentydelser dominere, men vær gavmild med at dele ud af det, du ved.
Opbyg din mail-liste
Det er ikke meget værd, hvis du har et nyhedsbrev uden en god liste med mails, du kan sende det ud til. Og slet ikke, hvis de ikke er relevante for din forretning. En af de mest populære måder, du kan bruge til at opbygge din mail-liste, er at tilbyde dine besøgende på din hjemmeside noget gratis – også kaldet en freebie. Det eneste dine besøgende skal ‘betale’ for din freebie er en tilmelding til dit nyhedsbrev.
Eksempler på en freebie kan være:
- En e-bog
- Et videokursus
- En lydfil
- En tjekliste
Kun din kreativitet sætter grænserne – men husk, at din freebie skal afspejle dine kompetencer som konsulent og være relevant for din målgruppe.
Ledelses- og erhvervspsykologisk rådgiver Charlotte Gad Køhlert har eksempelvis lavet en e-bog med 12 råd til at håndtere vanskelige medarbejdersamtaler, som alle, der tilmelder sig hendes nyhedsbrev får tilsendt kvit og frit:
Tip: Vil du vide mere om, hvordan du får tilmeldinger til dit nyhedsbrev, vil du måske finde vores 36 tips til flere tilmeldinger interessant? Klik her for at læse mere
#5 Byg dit brand op med annoncering på Facebook og Google
De anbefalinger, du har fået ovenfor, kan du stort set udføre, uden det koster dig andet end din tid. Ønsker du at sætte lidt ekstra fut i din online markedsføring, kan du med fordel gøre brug af betalt markedsføring. Her vil vi gerne fremhæve to annonceringsformer, der for et lavt budget kan skabe resultater for dig på nettet. De to er Facebook annoncering samt Googles eget annoncesystem AdWords.
Kickstart din Facebook følgerskare med annoncering
Annoncering på Facebook er en rigtig god måde at opbygge en god mængde af relevante følgere til din profil. Med de opslag, du lægger op “gratis” kan du ikke selv styre, hvem de dukker op hos. Det kan du i højere grad med de betalte annoncer.
En Facebook-annonce ligner typisk de almindelige opslag, men er dog markeret med et ‘Sponsoreret’ for at vise, at det er en annonce. Alternativt kan det være de annoncer i højre side, som du sikkert selv har lagt mærke til, når du er på Facebook.
Vi har mange gange set Facebook annoncering skabe gode resultater for vores kunder, så hvis du overvejer betalt markedsføring, så er det her en af vores favoritter! Den primære grund til dette er, at man kan målrette annoncerne til meget specifikke segmenter, baseret på f.eks. alder, jobtitler, interesser og geografisk placering.
En anden grund til, at Facebook annoncering har potentiale er din mulighed for at lave Lead Ads. Med Lead Ads kan du indsamle leads, f.eks. i form af tilmeldinger til dit nyhedsbrev, uden at brugeren skal forlade Facebook eller skrive kontaktdetaljer. Alt dette foregår automatisk på Facebook. Vil du vide mere, kan du læse vores indlæg om Lead Ads lige her.
Derudover kan du bruge Facebook annoncering til at promovere dine blogindlæg og dermed øge trafikken til din hjemmeside. Du kan også markedsføre evt. kampagner eller tilbud til lige netop de personer, der er relevante for dig.
Tip: Når du går i gang med Facebook annoncering, så husk at bruge Facebooks annonceringsværktøj Power Editor. Med Power Editor har du flere muligheder for at målrette dine annoncer end ved brug af f.eks. boost-knappen. Ønsker du hjælp til at komme i gang med Facebook annoncering, så tag fat i os og hør mere.
Google Adwords booster din trafik til hjemmesiden
Annoncering med Google AdWords giver dig mulighed for at dukke op i toppen af Googles søgeresultater. Du er nok selv stødt på det, når du søger på Google. Nemlig de søgeresultater, Google har markeret med ‘Annonce’ som f.eks. her:
Før du går i krig med AdWords annoncering, skal du vide, at det kan være en udfordring at arbejde med. Google AdWords er en fleksibel form for annoncering, baseret på relevans, auktionsbud og andet. Du skal derfor løbende holde øje med dine kampagner, indsamle data, analysere og optimere dem.
Investerer du din tid og penge på dette, kan AdWords hjælpe dig til at skaffe kunder til dine konsulentydelser. Har du ikke mod på at kaste dig ud i Google AdWords, anbefaler vi, at du tager fat i nogen, der kan hjælpe dig, så du ikke spilder både tid og penge.
Er du klædt på til succes?
Du har nu fået et væld af tips til, hvordan du kan markedsføre din ekspertise på nettet. Fælles for alle er, at du skal dele ud af din viden og gøre det synligt online og derigennem opbygge et kundefundament baseret på troværdighed og loyalitet. Vil du findes på nettet, kan du ikke komme uden om at arbejde med dette.
Men hvordan kommer du så i gang? Hvordan finder du rundt i junglen af anbefalinger? Vi råder dig til at tage et tiltag af gangen, så du ikke mister overblikket og giver op på halvvejen.
Start f.eks. med at:
- Oprette en blog på din hjemmeside. Så vil du samtidig fylde relevant tekst på din hjemmeside, som øger dine chancer for topplaceringer i Googles søgeresultater. Samtidig opbygger du gode tips og vejledninger, du kan dele, når du er klar til at udsende dit første nyhedsbrev, lave en e-bog, annoncere på Facebook ell. lign.
- Indsamle udtalelser fra glade kunder til din hjemmeside. Så ser potentielle kunder, at der er gang i butikken og, at du kan skabe positive resultater.
- Skrive artikler på LinkedIn Pulse om emner inden for dit fagområde. Så opdaterer du din egen LinkedIn profil samtidig med, at du opbygger en relevant følgerskare.
Uanset hvor du ønsker at begynde, håber vi, at du kan bruge denne guide til inspiration. Har du læst med helt hertil, er du i hvert fald på rette vej!
Mangler du tid? Få din egen Marketing Hero
Hos WorkHero brænder vi for at skabe resultater for dig, der lever af at sælge din viden. Vi har allerede flere konsulenter inden for HR og ledelse blandt vores kunder. Vi ved derfor, hvad der skal til for, at du brænder igennem online.
Mangler du en hånd til at få prioriteret din online markedsførings-indsats og til at få det ført ud i livet? Så står vi klar til at hjælpe dig. Kontakt os her og hør mere om, hvordan du får din helt egen Marketing Hero – selv med et lille budget.