Den uimodståelige landingsside – 9 vigtige ingredienser du ikke må glemme

Den uimodståelige landingsside – 9 vigtige ingredienser du ikke må glemme

En flot fødselsdagskage 🍰

Det er lige det, du står og mangler. Altså hvis vi et kort øjeblik forestiller os, at du har fødselsdag i dag, og at du får gæster på besøg.

Men hvor går du hen for at få fingrene i den uimodståelige kage, der skal serveres på din fødselsdag? Du har alt for travlt til at bage selv. Der skal jo sættes flag op og alt muligt…

Yes! Lige der nede på hjørnet ligger en bager. Det kan du se på det store, blanke skilt, der tydeligt ses ude fra vejen. Du nærmer dig bagerbutikken og ser nu en tavle, hvor der med pæn skrift er skrevet, hvad du finder indenfor i butikken. Der står, de har flotte fødselsdagskager – helt perfekt!

(Vent! Var det ikke meningen, det skulle handle om landingssider? Jo, bare hæng på. Det kommer…)

Du træder ind i den velduftende bagerbutik. Og der. Lige der i glasmontren står din fødselsdagskage. Det ved du, fordi den nærmest udstråler fødselsdag 🎂

En smilende ekspedient står klar til at hjælpe. Hun fortæller dig alt om kagen. Alt det, du kan glæde dig til, når du sætter tænderne i den, hvilket indtryk lige netop denne flotte fødselsdagskage vil gøre på dine gæster og hvad andre, der har købt kagen synes om den.

Du er overbevist og køber kagen i en fart. Den bliver pakket ind i en fin æske, så den ikke går i stykker på hjemvejen.

Hurra 🥳 Nu er du klar til at fejre din fødselsdag!

Sådan en oplevelse skal du også give gæsterne på din landingsside.

– Altså de sider, du ønsker, din målgruppe skal lande på og klikke, booke, købe, skrive sig op osv.

Det kan f.eks. være siden med tilmelding til dit nyhedsbrev, siden hvor man køber dit online kursus eller siden, hvor man kontakter dig for en uforpligtende samtale.

Din landingsside skal – som bagerbutikken med den flotte fødselsdagskage – tiltrække dine gæster, når de står og mangler det, du tilbyder. Den skal venligt invitere dine gæster indenfor og give dem lyst til at blive hængende. Og så skal den på en indbydende måde overbevise dine gæster til at bestille den fulde menu.

👉 Kort sagt skal det være en gourmetoplevelse for dine gæster at besøge din landingsside.

Finder dine gæster ikke det, de søger, eller bliver det for besværligt, vil du opleve, at de lynhurtigt lister af igen uden så meget som at snuppe en smagsprøve med på vejen.

Men hvad er så opskriften på den perfekte landingsside?

Den findes desværre ikke… Alle gode landingssider har en hemmelig ingrediens, som afhænger af målgruppe, branche og virksomhed.

Men!

Der findes en grundopskrift, som består af 9 vigtige ingredienser. Den deler jeg med dig lige her. Det er faktisk den opskrift, vi selv bruger her hos WorkHero, når vi hjælper vores kunder med at lave landingssider, der virker.

Værsgo – og velbekomme!



Husk:

På selv med den bedste landingsside, vil der være nogle, der ikke har appetitten til lige det, du tilbyder. Det er uundgåeligt, at nogle af de gæster, der lander på din landingsside smutter igen uden at gøre det, du gerne vil have dem til at gøre.

Med en god grundopskrift skaber du dog de bedste forudsætninger for at bringe dine gæster helt til bords.



1. En skarp og fængende overskrift

Overskriften er det allerførste, dine gæster møder på landingssiden. Derfor er det vigtigt, at du koger ned, hvad din gæst helt konkret får ud af at klikke, købe, skrive sig op eller hvad du nu ønsker, de skal gøre. Det er altafgørende, at du serverer en overskrift med afsæt i dine gæster og ikke dig selv – kun sådan kan du give dem appetit på mere.

2. Et relevant visuelt element

Som du nok ved, spiser vi også med øjnene. Husk derfor altid at krydre din landingsside med et relevant visuelt element for at vække dine gæsters appetit. Servér et billede, en video eller en grafik, der repræsenterer dine gæster eller illustrerer det, du tilbyder. Det er vigtigt, at det visuelle element vækker følelser hos dine gæster, f.eks. hvordan det føles, når gæsten mæt og tilfreds læner sig tilbage efter at have gennemført den ønskede handling på din landingsside.

3. En tydelig og skarp CTA

Dette er uden tvivl nøgleingrediensen på din landingsside! CTA står for Call To Action og er den del af din landingsside, hvor du opfordrer gæsterne til at skrive sig op, købe, downloade ell. lign. Din CTA skal fremstå tydeligt på landingssiden og skal klart kommunikere, hvad dine gæster kan glæde sig til, når de får fingrene i dine lækkerier. Overvej om din landingsside skal tilsættes mere end en CTA, så det altid er nemt for dine gæster at sætte sig til bords. Husk dog altid kun at stille skarpt på ét budskab – serverer du for mange forskellige ting på samme tid, ender de ofte med at takke nej.

4. En CTA inden første scroll

Nogle gæster er mere sultne end andre. Dem skal du lade komme til fadet uden at skulle scrolle helt ned i bunden af din landingsside. Sigt derfor efter at have din første CTA inden første scroll – både på computer og mobil.

5. Referencer

Intet vækker appetitten mere, end at møde andre gæster, der mætte og glade anbefaler dig og det, du tilbyder. Faktisk kan det ofte være det sidste kærlige skub, der skal til for, at andre gæster sætter tænderne i dit uimodståelige tilbud. Referencer er guld værd, og det er derfor en god idé at indsætte dem højt oppe på din landingsside. Har du længere referencer, kan du evt. vise et uddrag af dem højt oppe på landingssiden og vise dem i fuld længde længere nede på siden.

6. Fængende tekst

Nogle gæster er ikke klar til at gå til fadet med det samme. Derfor er det en god idé, at du har en eller flere sektioner med fængende tekst på din landingsside. Det kan f.eks. være, hvem dine lækkerier henvender sig til eller hvad gæsterne får ud af netop det, du tilbyder. Fælles for al tekst er, at den skal tage afsæt i dine gæster, så de kan mærke, du taler direkte til dem. Ved at tilsætte tekst til din landingsside, øger du også muligheden for, at den bliver fundet via organiske søgninger på Google. Hvilket leder mig til næste ingrediens…

7. Søgemaskineoptimering

Hvordan inviterer du primært dine gæster ind på landingssiden? Via dit nyhedsbrev, en Facebook annonce, via Googles søgeresultater eller noget helt fjerde? Hvis det tredje nævnte er tilfældet, skal du arbejde på at søgemaskineoptimere din landingsside. Det kan du gøre ved at undersøge, hvilke ord, der søges på ift. det, du tilbyder – og så krydre din landingsside med dem, dog uden, at det går ud over kvaliteten af din tekst. Giv også dine visuelle elementer titler og Alt-tekst, der inkluderer relevante søgeord, og overvej til sidst, at inddrage vigtige søgeord i url’en til din landingsside.

8. Responsivt layout

Intet er værre end at få noget serveret, der slet ikke kan spises. Det kan du risikere, hvis du ikke sikrer dig, at din landingsside er tilpasset både computer og mobile enheder. Måske mangler noget af teksten, når din gæst besøger landingssiden fra sin mobil? Måske kan man slet ikke udfylde din tilmeldingsformular? Det er meget vigtigt, at du undgår situationer som disse, da det får gæsterne til at forlade landingssiden sultne og utilfredse. Så tjek altid din landingsside på en mobil enhed – gerne flere – inden du inviterer indenfor.

9. Et uimodståeligt tilbud

Med et uimodståeligt tilbud giver du dine gæster et kærligt skub til at gennemføre den ønskede handling på din landingsside. Det kan være en lækker freebie, som dine gæster modtager, når de skriver sig op til dit nyhedsbrev, rabat på et af dine produkter, en ekstra bonus oven i ved køb eller noget helt fjerde. Du kan også trigge til handling ved f.eks. at tilbyde et begrænset antal pladser eller ved at lukke for salget på en bestemt dato. Uden et uimodståeligt tilbud, er det sværere for dine gæster at se, hvorfor de skal vælge at sætte tænderne i netop dine lækkerier.

Skriv til mig Har du brug for hjælp til din online tilstedeværelse?

Kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig, så du kan styrke dit brand og tjene flere penge.

Vil du dele denne artikel?

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Del på Pinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *